Diverse

Terapi er ikke altid første skridt.

Jeg er, både i mit arbejdsliv og privatliv, ofte stødt på folk der har haft længere forløb hos psykologer, uden at opleve at trivslen er blevet bedre. De har fået masser af terapi, og har fået rodet godt og grundigt op i deres liv, men de har ikke fået det bedre, nogen gange har de faktisk fået det værre.

Jeg er klar over at terapi kan gøre ondt, jeg er også klar over at det kan koste en helvedes masse kræfter at rydde op i sit liv, og skabe nye måder at gribe livet på.

Men, netop derfor er det også så vigtigt at man først begynder på det, når folk har deres basics på plads.

Mange folk begynder først i terapi når tilværelsen er ved at knække: Ofte sover de elendigt, deres egen-omsorg er ikke eksisterende, de oplever at deres ressourcer er drænet og overskud, er en by i Rusland, hverdagen sejler under mangel på hensigtsmæssig struktur, kost og motions vaner nedbryder mere end de opbygger o.s.v.

Og disse ting skal på plads inden man kan begynde på en egentlig terapi.

Selv når man har masser af overskud kan terapi være hårdt, forestil dig så hvor fuldstændigt uoverskueligt det er når man intet overskud har og ens ressourcer er drænet.

Desværre er der mange terapeuter der overser denne helt fundamentale del af bedring, og bare starter direkte op med det terapeutiske arbejde, hvilket desværre ofte betyder at en ellers god terapeutisk indsats ikke giver det resultat den burde.

Alle mine klienter vil derfor opleve at jeg ved første samtale spørger ind til hvordan deres basics er, for at få et indtryk af om de har ressourcerne til at begynde på det terapeutiske arbejde. Har de ikke det, vil den første tid gå med at få styr på basics og genopbygge ressourcerne.

Og det fantastiske er at mange af mine klienter oplever at de problemer de oprindeligt henvendte sig med, bliver mindre i takt med at de får styr på basics og får overskud igen, hvilket gør det meget mere overkommeligt at arbejde med dem.


Kognitiv terapi:

Hvad er kognitiv terapi – og er det noget for dig?

I den kognitive terapi arbejder klient og terapeut sammen om at finde nye måder at håndtere her-og-nu problematikker på. Dvs at det der arbejdes med er de udfordringer klienten står i her og nu, og mellem sessionerne. Fortiden bruges der som udgangspunkt ikke særligt meget tid på (og ofte oplever folk faktisk at når de lærer at lægge tidligere indlærte mønstre fra sig og håndtere nutiden på en ny – og mere hensigtsmæssig -måde, så mister fortiden sin magt.

(naturligvis kan der være situationer, hvor det er nødvendigt at bearbejde nogle traumer/kriser fra fortiden, men det er faktisk sjældnere end hvad psykodynamiske og psykoanalytiske tilgange lader os tro)

Den kognitive terapi er bygget op omkring en antagelse om at krop, tanker, følelser og adfærd alle påvirker hinanden, og at man ved at ændre på den ene kan ændre på dem alle. Det der kaldes den kognitive diamant.

Dvs at man i terapien både arbejder med teknikker til ændring af tanker og følelser, adfærdsøvelser (gør noget andet end du plejer) og kropslige øvelser (slap af, træk vejret dybt, ret ryggen osv).

Jeg har så personligt tilføjet kosten til denne diamant, for derigennem at have endnu et værktøj til forbedring af en persons trivsel.

Kognitiv terapi er en relativ kortvarig og fokuseret terapi. Når man hører om folk der har gået i terapi i årevis kan man derfor være ret sikker på at det ikke er kognitiv terapi.

Det kan være svært at sige hvor lang tid et forløb tager da det afhænger både af hvor meget der skal arbejdes med, samt hvor dybt det stikker og ikke mindst: hvor stor en indsats klienten yder mellem sessionerne (for forandring sker ikke på magisk vis i terapien, men derimod gennem hårdt arbejde imellem terapierne) men som udgangspunkt burde man kunne nå langt nok til at kunne afslutte terapien efter 10-20 gange. At terapien er slut betyder dog ikke at arbejdet er slut. Det betyder bare at man nu har fået redskaberne og den fundamentale indsigt der gør at man kan arbejde videre på egen hånd.

Så, har du lyst til at få nogle redskaber og blive bedre til at håndtere og leve dit liv, her og nu, så er kognitiv terapi måske det rette for dig.


Tanker om motivation

Vi ved alle hvordan motivation er alpha-omega for vores handlinger, skabelsen af nye vaner, den energi vi lægger i en opgave o.s.v.

Hvor ofte har jeg ikke taget mig selv i at bruge begrundelsen ’jamen, det var også fordi jeg ikke lige var motiveret’ eller ’nej, jeg har overhovedet ikke motivationen’.

Da jeg var yngre tænkte jeg altid på motivationen som en nærmest magisk udefra kommende faktor, som jeg ikke selv havde nogen indflydelse på. En tænd/sluk knap til mit engagement, som nogle andre end jeg selv styrede.

Men, så sad jeg – engang for uendeligt mange år siden – model for nogle studerende på kunstakademiet, og den ene af dem lavede ikke noget. Underviseren påtalte dette, og hun svarede (som jeg selv ville have gjort) ’jamen jeg har bare ingen motivation’. Og så skete det: I stedet for at acceptere dette argument, svarede underviseren ’Du har en model siddende foran dig, og har alle materialer og tid til rådighed. Hvis ikke du kan bruge det til at finde motivationen, så skal du måske finde noget andet at lave!’

Jeg var målløs. FINDE motivationen? Jeg husker ikke resten af den dag, for jeg var helt grebet af de muligheder der lå i at jeg selv kunne bestemme om jeg ville være motiveret. At det var et redskab jeg faktisk kunne trække frem og bruge. At jeg havde kontrollen over min egen motivation, eller i hvert fald mulighed for at påvirke den. Sikke en magt.

Så jeg gik i gang med at undersøge hvad denne motivation egentligt er for en størrelse:

Motivation består af tre elementer. Det er vigtigt at man er med på alle tre elementer, hvis man skal have held med at skabe motivationen. Hvis ikke så bliver det et spørgsmål om selvdisciplin og -pres – og det er hverken sjovt eller holder i længden 😉

Evne: Troen på at man har evnerne til at få succes med indsatsen.

’jeg har prøvet 100 x før, og jeg ved bare at det vil mislykkes’.

Hvem har ikke oplevet at have talt sig selv til ulyst med denne slags argumenter? Hvis vi tvivler på at vi har evnen til succes, vil vi have svært ved at finde motivationen, uanset hvor stor vittighed og parathed vi føler. Ofte vil vi dog, helt automatisk, hvis diskrepansen (se nedenfor) er stor nok, begynde at lede efter metoder til at kunne lykkes.

Og, hvis dette ikke sker af sig selv, så kan man jo bevidst gå i gang med at undersøge hvorfor man ikke tror man vil lykkes, hvilke metoder man har prøvet uden succes, hvorfor de mislykkedes, om man kunne prøve dem igen med en anden teknik, eller om der findes andre metoder der kunne prøves i stedet.

Man kan også arbejde med sin tro på at ville lykkes. I stedet for at fokusere på tidligere fejltagelser, kan man kigge på alle de gange man er lykkedes med noget, hvordan man nogle gange har skulle prøve flere gange før der var succes (tænk bare på da du lærte at cykle).

Dvs. man skal arbejde med at skabe tiltro til metoden og til egne evner.

Hvis man ikke kan finde denne tiltro til at man vil kunne få succes, og der er stor diskrepans, begynder man at føle ubehag. Det bryder vores system sig ikke om, så for at fjerne ubehaget begynder man at ændre sine tankemønstre: ’så slemt er det ikke’ ’det er kun fjolser der gider det’ ’jeg har i virkeligheden ikke lyst’ ’det er altså ikke mit problem’ osv.

Vigtighed: Hvor stærkt ønsker man resultatet af indsatsen?

Her er det relevant at være opmærksom på at den oplevede afstand (diskrepans) mellem det man oplever som gældende nu, og det man ønsker for fremtiden er af stor betydning for vittigheden.

Vi mennesker er som udgangspunkt lidt dovne i det (og mægtigt gode til at overbevise os selv om at indsatsen ikke rigtigt er nødvendig – i hvert fald ikke lige nu). Dvs. at hvis jeg tænker jeg kan nå min ønskede fremtid UDEN at yde en indsats, så vil jeg næppe tillægge indsatsen en særlig stor vigtighed, og dermed ikke være motiveret.

Dvs, at for at arbejde med at øge vigtigheden af en indsats, er jeg nød til at tydeliggøre diskrepansen for mig selv. Dette kan jeg feks gøre ved at kigge på hver af mine handlinger nu, og se om de tager mig i retning af eller væk fra mit mål.

Parathed: Hvordan denne indsats (og resultatet af den) prioriteres op imod andre indsatser.

’Det er virkeligt vigtigt for mig at være en nærværende mor, og jeg ved at jeg kan – men lige nu er det altså bare vigtigere at jeg får skrevet det her indlæg’. Dvs. jeg har evnerne og indsatsen er også vigtig, der er bare lige noget andet der kommer i vejen.

Oplever vi at vi konstant udskyder vores indsatser på denne konto, kan det være en ide at undersøge hvad det så er der kommer i vejen for vores parathed. Hvad er det for nogle trin (andre indsatser) der ligger på vejen hen mod denne indsats, og er de reelt vigtige, eller er de bare nemme, hyggelige, vanepræget eller andet? Fører de mit liv i en retning jeg ønsker?

Når jeg f.eks. gang på gang udsætter en sund livsstil fordi jeg lige nu synes det er vigtigere med rødvin/fest/pizza/tobak eller andet, så må jeg jo kigge på hvorfor disse ting synes vigtigere. Hvilke behov er det de dækker hos mig, som betyder at jeg ikke kan undvære dem. Hvad siger konsekvensanalysen? Osv.

Nogen gange er der bare udfordringer der skal klares, inden vi kan føle os parate til den indsats vi prøver at arbejde os hen imod. Og så er det en god ide at gøre sig dem bevidst.

Så når du står foran noget hvor du ikke oplever ikke at have motivationen kan det altså være en god ide at kigge på hvordan du placerer dig i forhold til de tre elementer.

Hvis nu jeg f.eks. er overbevist om at jeg har evnerne og viden til at kunne leve sundt, og det også er vigtigt for mig at jeg passer på mig selv og ser sund og slank ud, men jeg bare lige nu ikke er parat til at prioritere det fordi jeg virkelig nyder vin, kage, cigaretter osv., så er min motivation ikke særlig stor, og jeg vil sandsynligvis ikke få succes med projektet. Men, hvis jeg så går ind og arbejder med det der kommer i vejen for min parathed, vil jeg kunne skabe grundlaget for motivationen.

I det nævnte tilfælde vil det kunne være at ændre hvordan jeg tænker om de usunde ting, så jeg f.eks. ikke tænker dem som hygge, forkælelse, noget jeg har fortjent osv. Det kunne også være at begynde at finde alternativer. Hvis jeg f.eks. bruger kage som egenomsorg, eller cigaretter som afslapning, så må jeg finde ud af hvad jeg kan gøre i stedet, der har samme effekt.

På samme måde vil man kunne gå ind og arbejde med evne og villighed, hvis det er dem der bremser motivationen.

Det jeg har erfaret igennem årene, er at min evne til at ’omskrive’ og ændre mine tanker, er altafgørende for min opbyggelse af motivation. Som jeg beskrev under ’evner’ vil vores system forsøge at undgå ubehaget ved stor diskrepans og manglende tillid til succes, ved at begynde at ændre vores tanker, så diskrepansen mindskes. At vi kan dette – omskrive – kan vi bruge aktivt den anden vej. Dvs. til at opbygge motivation, fremfor at undgå ubehaget ved ikke at have den.

Hvis jeg har et mål, som jeg ikke rigtigt er motiveret for, vil jeg derfor altid gå ind aktivt og arbejde med hvordan jeg tænker omkring det. Der er mange vinkler på alt, og hvis mit fokus er på de ting jeg mister ved at arbejde mig hen mod målet, eller risikoen for at det ikke lykkes eller andet negativt, så kommer min motivation i hvert fald ikke. Men, hvis jeg helt bevidst begynder at dreje mine tanker i en mere positiv retning, og kigger på det jeg vil opnå, og muligheden for succes så er jeg allerede et godt stykke på vej.

Samtidig kan jeg også begynde at omskrive de værdier jeg tillægger ting. I stedet for f.eks. at tænke at jeg forkæler mig selv med kage, altså tænke at det er noget jeg gør FOR mig selv, så begynder jeg at tænke at det er noget jeg gør IMOD mig selv, dvs. at jeg ikke længere tænker at jeg forkæler mig selv, men derimod at jeg udsætter min krop for noget den ikke har godt af og at jeg fjerner mig fra mit mål. Og, når jeg ikke længere tænker det som forkælelse, så er lysten til at spise det, meget mindre.

Jeg oplever ofte folk der prøver på at motivere sig selv, ved at skælde sig selv ud og slå sig selv i hovedet ’tag dig nu sammen’ ’hvorfor fanden er jeg også så dum og doven’ ’nu spildte jeg idiot igen en hel på ikke at lave en skid’

Lad være med det, det virker ikke!

Tværtimod vil du opleve at alle de slag du gir dig selv bare nedbryder dig og tærer på dine ressourcer, og så bliver det endnu sværere at finde motivationen. Forestil dig at du havde en bekendt der talte til dig på den måde, ville det motivere dig til at yde en indsats for vedkommende? Nej vel.

Så i stedet for at skælde dig selv ud for ikke at have gjort indsatsen, så prøv at find de gode argumenter for hvorfor du burde have lyst til at yde den. Lav en positiv pep-talk. ’du kommer til at føle dig så godt tilpas bagefter’ ’jeg bliver altid i godt humør når jeg først er igang’ ’de andre kommer til at blive imponeret’ osv. Og vær ikke bange for at love dig selv en belønning efter veludført indsats – det virker på børn, og det virker på dig.

Hvis det du skal motivere dig til ligger meget langt fra hvor du er nu, dvs. kræver en meget stor indsats/forandring, er det en god ide at dele vejen derhen op i mindre og overskuelige bidder, og så arbejde med motivationen for hver enkelt bid.

Og så er det naturligvis sådan at intet er simpelt:

Når man arbejder med sin motivation rammes man ofte af kompleksiteter, såsom at man har flere ønsker for sin fremtid, der er direkte modstridende. Eller at man måske nok ønsker at nå sit mål, men ikke vil slippe de ting der kommer i vejen for det. Eller at målet egentlig mere er at slippe væk fra noget, end at komme et bestemt sted hen osv.

Derudover er det vigtigt at huske at vi ikke kan være motiveret for alt. Vi har rigtigt mange opgaver, ønsker og mål for fremtiden og som nævnt harmonerer de ikke altid. Så nogen gange handler det også om at træffe en beslutning.