Blog – Stresscoach

Om stress

Stress er kroppens naturlige reaktion på noget der opleves som ”fare”.  Det er vores alarmberedskab. Og det er godt at have.

Kommer man gående på gaden og oplever en bil pludselig farer imod en, er det godt at have en krop der med det samme gør sig klar til kamp/flugt (i det her tilfælde vil flugt nok være den fornuftigste løsning).

Problemet med vores alarmberedskab er at det ikke kun reagerer på oplevede ”ydre” farer – som f.eks. bilen i førnævnte eksempel. Den reagerer også på ”indre” farer, som f.eks: åh nej, jeg kan ikke nå alt mit arbejde, og så bliver jeg sikkert fyret – jeg har ikke penge nok til regningerne – hvis min kæreste forlader mig bliver jeg helt ensom. Eller hvad vi (og livet) kan finde på at udsætte os for.

Udfordringen med nogle af disse oplevede farer er at de er længerevarende. I modsætning til eksemplet med bilen, hvor faren opstår og forsvinder hurtigt, kan de andre farer varer i uger, måneder, år. Og så begynder vores ellers så sunde og praktiske alarmberedskab at blive ganske usundt for os.

Der sker under længerevarende stress forandringer i hjernen:

Hippocampus, der normalt er med til at regulere ned for mængden af stresshormonet cortisol, overbelastet og begynder at nedbrydes (rent fysisk bliver den faktisk målbart mindre). Det bevirker at flere af dens funktioner hæmmes, og den stressramte bliver langsomt dårligere til at håndtere pressede situatoner, langtidshukommelsen forringes, evnen til at se løsninger og muligheder mindskes og evnen til at genskabe kontrol og bruge fornuft og erfaringer forringes.

Samtidig overaktiveres og stimuleres amygdala (der også refereres til som følelsescenteret), hvilket bevirker angst, frygt, yderligere cortisol og en oplevelse af at være i følelsernes vold.

Når kroppen er i alarmberedskab, sker der også en masse påvirkninger af den:

De store muskelgrupper tilføres mere blod. Basale behov som sult, søvn, sex m.m. hæmmes. Sanserne skærpes. Mængden af blodsukker øges, og fordøjelsen forringes.

Varer dette i længere tid vil immunforsvaret blive dårligere, risikoen for åreforkalkning og blodpropper øges, konstante muskelinfiltrationer bliver et problem, livet opleves som overlevelse, små beslutninger bliver til uoverskuelige problemer, lyde og lys bliver generende, man bliver følelsesmæssigt sårbar, får dårlig koncentration, kan ikke sove, får kort lunte osv.

Derudover kan langvarigt stress føre til depression.

Så nu befinder den stressramte  sig pludselig i en situation der kan være meget svær at komme ud af på egen hånd. Vedkommendes fornuft, følelser, og tanker synes at være uden for egen kontrol, og hjernens forandring er langsomt i gang med at forstærke denne negative spiral. Samtidig vil kroppens konstante alarmberedskab virke som en bekræftelse til amygdala om at der ER fare på færde, og højst sandsynligt er verden næppe blevet nemmere at håndtere mens alt dette har stået på.

Hvad gør man, for at komme tilbage til livet?

Mit første råd er: rådgivende og støttende samtaler.

Få hjælp til at få styr på din krop og dine tanker og til håndteringen af din hverdag.

Og derudover vil jeg virkeligt anbefale bevægelse og natur.

Bevægelse har en gavnlig effekt på hippocampus’ evne til at gendanne sig selv (men, naturligvis skal det være af lyst, ikke blot endnu en sur ”burde”). Det hjælper os til at få blodsukker og fordøjelse på plads, og øger produktionen af serotonin, endorfin og dopamin – og vi får brugt de kampklare muskler.

Naturen har samme positive effekt på vores hjerne. Vi stresser ganske enkelt af når vi er i naturen, og hjernens evne til at gendanne sin naturlige tilstand støttes – i en grad så både private fagfolk og Københavns universitet benytter sig af terapihaver. Så kom i gang med motionen, og nyd naturen.